Altertavle fra Renæssancen

Altertavle fra 1594

Altertavlen, der lykkeligt var gemt og beskyttet under svenskekrigen, er fra 1594, (3,40 m bred og godt 3 m høj). Det er en såkaldt ”katekismustavle”, en type, der var meget almindelig i tiden efter reformationen, hvor der blev lagt mere vægt på ordet og læren om Jesus, sådan som Martin Luther foreskrev det. 
I tavlens midterfelt ses det originale maleri, der forestiller Jesu opstandelse påskemorgen. Soldaterne om graven falder omkuld og forfærdes over synet og det stærke lys. Tavlens sidefelter er nyere, men teksten af hhv. Jesu ord ved Indstiftelsen af nadveren og missionsbefalingen, findes også på de originale sidefelter. Hele feltet indrammes af 2 halvsøjler. Maleriet i tavlens topstykke forestiller Jesu bøn i Getsemane have og er også indrammet af halvsøjler. Både top- og midterstykket indrammes yderligere af vinger med rigt skåret, malet og forgyldt ornamentik, hvori man ser både frugter, blomster og koklove, naturligt for en landsbykirke. Tavlens to latinske indskrifter: GLORIA IN EXCELSIS DEO og VERBUM DOMINI MANET IN ÆTERNUM, betyder hhv. ”Ære være Gud i det højeste” og ”Guds ord forbliver i evighed”.

Alterbordets forside er som bænke og prædikestol fra istandsættelsen i 1950’erne. Det er inddelt i 2 rækker af 6 arkader. I midten en stor cirkel, der omkranser Jesus på korset. Arkaderne, korsets form med evangelistsymbolerne og det særegne, at Jesus er iklædt en lang hvid dragt, bygger på gamle middelalderlige traditioner.

Alterstagerne blev købt i 1661. Udfra deres form dateres de til 1575.

Alterbordets forside er holdt i romansk stil, hvor Kristus i centrum tolkes som den korsfæstede, sejrende fyrste. De små lidt mørke billeder af de fire evangelister, der nu hænger på den vestlige endevæg, stammer fra den gamle prædikestol, som blev destrueret efter ombygningen i 1958. Heldigere var to gamle nummertavler, som ikke nåede at dele samme skæbne, og de er nu hentet ned fra kirkeloftet, restaureret og i brug igen.

Messingkrone og klokker

Kast også et blik på den store messingkrone, som er en gave fra "Rødovre-bonden" på Rødovregård, hvad der kan erfares af indgraveringen på bundkuglen. 

Kirkens to klokker er almindeligvis kun tilgængelige for øret. Men det skal dog nævnes, at der er 100 års forskel på dem. Den ældste er støbt i 1836, den yngste i 1936